21 juni 2017

Amagers Bastard Princess

Amager Bryghus bryggede i december The Bastard Princess som deres 'månedens fadøl', og efter stor efterspørgsel endte den med at komme i deres faste sortiment. Det er en New England IPA, NE IPA, altså en frugtig, uklar IPA med lav bitterhed men masser af humlesmag.

The Bastard Princess er en uklar gylden øl på 6% alk. En NE IPA er ofte uklar, grænsende til det grumsede, og prinsessen er da også ganske nydeligt nasset (altså uklar. Jeg skrev bare nasset fordi det rimer).
The Bastard Princess fra Amager Bryghus
The Bastard Princess
Amager Bryghus
Aromaen er nydeligt frugtig, med en fin lav bitterhed, samt humleduft af citrus, melon og blomster. Det er en dejligt frisk aroma, og hele pointen med en NE IPA er også netop friskheden og det frugt-juice agtige. 
Prinsessen er kun på 40 IBU, men humlen får den alligevel til at virke forholdsvis bitter. Der er frisk humlesmag af citrus, melon og ananas, samt lidt grapefrugt i eftersmagen. Det ville jo heller ikke være en rigtig Amager øl, hvis ikke den havde en portion grapefrugt smag. Lidt hvede giver sammen med humlen en rigtig fin mundfylde til prinsessen, og får den næsten til at virke lidt sød, fordi smagen får sådan lidt karakter af frugt-juice. Humlebitterheden skjuler dog næsten sødmen, og sammen giver det en dejligt frisk og letdrikkelig øl. 
Jeg synes at The Bastard Princess er en lækker øl, og giver den en samlet karakter på 8 ud af 10. 

Som alle Amager øl har The Bastard Princess en lang historie på etiketten. Den handler om en dansk konge, en tjenestepige i uføre, og en amerikansk pige med kongelige danske rødder. Denne søde pige hjælper ofte Amagerdrengene, og er således endt som en dejlig øl. Og de levede lykkeligt til deres dages ende...

18 juni 2017

Mark the Mystic Plum på Ølfestivallen

På Ølfestival 2017 medbragte Herslev Bryghus en række nye øl lavet af Herslevs nye brygmester Tim Rose, så jeg var et smut forbi for at smage et par stykker af dem. De var alle gode, men specielt en stak ud, nemlig deres Mark the Mystic Plum.

Tim Rose hos Herslev Bryghus
Tim Rose hos Herslev Bryghus
Ølfestivallen 2017
Serien af Mark øl er Herslevs stolthed. De er en udløber af deres meget omtalte Hø-øl, som tilsættes hø under gæringen, og på den måde laver en form for spontan, eller i hvertfald syrlig, gæring. The Mystic Plum kommer fra den fadlagerede udgave af Mark øllen, og er så lagret på whiskey fade med blommer fra bryggeriets have. Det lyder jo spændende.
The Mystic Plum er en flot gylden øl på 11% alk. Aromaen er let syrlig, med en duft af frugt som godt kunne minde om mirabelle blommer. Der er ikke noget direkte duft af whiskey, men i selve smagen kan man godt ane lidt, men smagen er dog så dyb og frugtig, at whiskey'en kun er støttepædagog. Der er smag af træ fra fadlagringen, og der er en dejlig blød smag af frugt, som bliver afrundet af en let syrlighed.
Jeg synes at Mark The Mystic Plum er en rigtigt lækker øl, og giver den derfor en karakter på 9 ud af 10.

De sidste par uger har der desværre ikke været meget tid til øl, så jeg har ikke fået skrevet noget om Ølfestivallen før nu. Jeg smagte dog naturligvis masser af dejlige øl, og fik snakket med en masse bryggere, bl.a. lidt med Tim og Tore fra Herslev Bryghus.

08 juni 2017

Westbrook´s One Claw Pale Ale

Øl fra det amerikanske bryggeri Westbrook har i flere år været meget efterspurgte, og bryggeriet hører da i følge Ratebeer Best listerne også til i blandt verdens 100 bedste. Det er dog sjældent jeg køber deres øl, da de i Danmark er forholdsvis dyre, og har været så længe undervejs fra USA at de ikke er ret friske. For nyligt gjorde jeg dog en undtagelse, og købte en dåse af deres One Claw Pale Ale. Den var slet ikke så ringe.

One Claw er en ravgylden Pale Ale på 5,5% alk, med et luftigt hvidt skum der holder længe. Den er brygget med rug, hvilket giver en rigtig fin aroma af malt, men heldigvis ingen duft af rugbrød. Der
One Claw Rye Pale Ale
Westbrook
er en udemærket humleduft af citrus, gran, melon og lidt eksotisk frugt a la ananas. Men kun en smule. 
I smagen bliver bitterheden mere fremtrædende, og humlesmagen bliver langsomt domineret af grapefrugt. Øl som denne skal nydes mens de er friske, og på denne dåse har Westbrook skrevet 'Enjoy within 90 days'. De 90 dage er desværre forlængst gået, da øllen blev brygget i december 2016. Så i en frisk øl ville humlesmagen være endnu tydeligere end i denne dåse, og måske endda helt overdøve maltsmagen. 
One Claw er en dejligt smagfuld øl, med en god mundfylde og en halvlang bitter eftersmag, så jeg giver den en karakter på 8 ud af 10.

Westbrook Brewing er et af de mange amerikanske bryggerier som laver rigtigt gode humlede øl. Frisk humle smager dog klart bedst, så selv om One Claw er en dejlig øl, vil jeg anbefale at vælge øl fra et dansk bryggeri.

25 maj 2017

Engelsk bitterhed i Fuller's ESB

Når man taler om IPA'er og Pale Ale tænker folk normalt på amerikanske øl, med deres høje bitterhed og humlesmag af citrus og grapefrugt. Men disse øltyper stammer jo egentligt fra England, som er det første sted hvor man man begyndte at brygge disse lyse øl med høj bitterhed. I de engelske øl bruger man dog naturligvis engelske humler, og de har en helt anden humlearoma end de amerikanske. De engelske humler, som f.eks. East Kent Golding og Fuggle, har aroma af græs, gran, blomster og en anelse citrus, hvilket jo ligger mile vidt fra de vilde amerikanske humler. I Fakta har jeg købt ærketypen på en kraftig engelsk Pale Ale, nemlig Fuller bryggeriets ESB.

Fuller's ESB er en en kobberrød Ale på 5,9% alk, med et luftigt flødefarvet skum som hurtigt
Fuller's ESB
Fuller Smith & Turner Plc
forsvinder. Aromaen gør ikke meget væsen af sig, men har duft af korn og karamel, samt en lav bitterhed med lidt duft af gran og græs. I smagen åbner øllen sig dog op, med en rigtig fin bitterhed og en dejlig baggrundssmag af malt. Fra malten er der smag af kiks og korn, hvilket er med til at give en god mundfornemmelse, og i eftersmagen ligger sig fint bag humlesmagen og en fin pære frugtighed. De engelske humler fornægter sig dog ikke og giver smag af gran, græs og blomster, samt en tør mineral-agtig bitterhed.
ESB står for Extra Special Bitter, og er altså den kraftigste form for engelsk Pale Ale. Denne fra Fuller Smith & Turner, hvilket er Fuller bryggeriets rigtigt navn, er et rigtigt godt eksempel på en ESB. Det er også en dejlig øl, så jeg giver den en karakter på 7,5 ud af 10.

Denne ESB fra Fuller's er jo en væsentlig anden slags Pale Ale end man er vant til hvis man mest drikke danske eller amerikanske øl, så hvis man ikke kender de engelske humler i forvejen, kan man godt blive noget overrasket, eller måske ligefrem skuffet. Det synes jeg dog ikke at der er nogen grund til, for det er en dejlig og smagfuld øl.



18 maj 2017

Forventninger til Ølfestivallen 2017

I dag startede Ølfestival 2017 i Lokomotivværkstedet i København. Festivallen er lige så stor som sidste år, med stande fra masser af bryggerier og over 1000 forskellige øl.  Jeg har kigget lidt i programmet, og vil her komme med mine anbefalinger til festivallen.

I år kan man få guidene ture på Ølfestivallen. Hvis man ikke er så hjemmevant i de mange danske
mikrobryggerier, lyder det da som en fantastisk idé at man kan blive guidet rundt til nogle gode øloplevelser. Eller for den sags skyld hvis man tror at man har prøvet det hele, men godt kunne trænge til at blive overrasket. Jeg synes at det er et sjovt initiativ.

Jeg er det sidste år blevet meget begejstret for polske øl, og vil derfor anbefale et besøg på Ninkasiras stand. De har en masse spændende øl med, og har desuden brygger besøg fra hele 6 forskellige polske mikrobryggerier, som hen over festivalens 3 dage vil komme og præsentere deres øl. Flere af disse bryggerier benytter lejligheden til at holde Tap-Take-Overs på de københavnske ølbarer hen over weekenden. Der er også et par andre stande som har øl fra Polen og de Baltiske land, og dem tror jeg da også lige jeg skal forbi.

En af de største fornøjelser for mig er altid at besøge håndbrygger standene. Der er mange danske håndbryggere som laver virkeligt gode øl, og jeg vil varmt anbefale at besøge både Håndbrygger standen og foreningen Herodes. Selv skal jeg i det mindste hen og smage de øl som Martin Klausen hos Herodes har med. Martins øl 'Granspa's Wet Dream' var en af de bedste øl jeg smagte på Ølfestivallen i 2016.

Begejstrede gæster hos Indslev
Ølfestivallen 2017
Hos Ugly Duck har de igen nogle spændende nye øl med, bla. en Pumpkin Ale, en NE-IPA, samt en fadlagret Tequila IPA. Indslev har lavet en kickstarter, på Boomerang, for at starte en større produktion af fadlagret øl, så hvis du kan lide de fadlagrede øl fra Ugly Duck, kan du sætte penge i at få endnu flere af slagsen :)
Fantombryggeriet Syndikatet har efterhånden et velvoksent udvalg af øl, og har hele 6 nye med på årets festival. Jeg synes at Syndikatet laver nogle dejlige øl, og jeg bliver sandsynligvis lokket til at slå et smut forbi deres stand.
Herslev Bryghus har i år 18 forskellige øl på hanerne, bl.a. nogle eksperimenter fra den nye Brygmester Tim Rose. Jeg tror da lige, at jeg lister forbi og smager på sagerne.
Tomas Schøn og Daniel Piloni startede sidste år bryggeriet Bad Luck Brewing. Jeg har endnu ikke smagt nogen af deres øl, så det skal jeg helt sikkert prøve på festivallen.
På Thisteds stand er der besøg fra det belgiske bryggeri Hof Ten Dormaal. De laver nogle rigtigt spændende, og rimeligt dyre, øl, så dem skal jeg prøve nogle af.
Ude på Fanø Bryghus har de fået 2 nye bryggere, Steve Rold og Ryan Brei, som har en masse nye spændende øl med på festivallen. Jeg tror at jeg har smagt de fleste af dem, men jeg skal lige forbi for at være helt sikker ;)
På festivallen bliver der flere og flere stande fra ølimporterer og forretninger, bl.a. Kvickly Allerød, som har et stort udvalg af øl fra f.eks. Bøgedal og Stigbergets.

Det bliver som sædvanlkgt nok at se til, når jeg fredag skal besøge årets Ølfestival. Det skal nok blive hyggeligt :)