28 september 2011

Hyggelig ølsmagning med Hornbeer

I sidste uge var jeg til en ølsmagning, hvor Jørgen Fogh Rasmussen fra Hornbeer fortalte om hans bryggeri, og serverede smagsprøver på hans mange gode øl. Det var rigtigt hyggeligt.

Jørgen har brygget øl siden han gik i folkeskole, og startede op som professionel brygger i 2008, efter at have solgt firmaet træhuse.dk, et firma han desværre siden har fået tilbage da den nye ejer gik konkurs. Mellem smagsprøverne fortalte Jørgen levende om hans bryggeri, som han driver sammen med sin kone Gunhild. Hun maler også Hornbeers fantasirige etiketter, og modtog i år den regionale ølpris fra Ølentusiasterne.
Hornbeer er i bryggeriets korte levetid 2 gange blevet kåret til årets bryggeri af Ølentusiasterne, og deres øl Carribean Rumstout blev i 2008 desuden kåret som årets bedste nye øl. Berlingske Fri havde i maj en rigtig god artikel om Hornbeers historie, hvor man kan læse det hele.
På Youtube findes denne sjove video om Hornbeer, som er indtalt af selveste Ole Thestrup. Kanon.


Til ølsmagningen havde Jørgen medbragt hans øl Framboise (8,5), Hornbock (7,5), Røgøl (8,5), Høstbryg (6), Dryhop (7), Fødselsdagsfest (7), IPA (7,5), Carribean Rumstout (8,6) og Blackhorn (8,5). Som det ses af karaktererne, syntes jeg at alle øllene var gode, og nogle endda fantastiske.
Jeg blev specielt positivt overrasket over Framboise, som er en ale bryget med hindbær, samt Røgøl som jeg syntes havde en rigtig god afbalanceret røgsmag. Ved en senere lejlighed, vil jeg måske lave anmeldelser af de enkelte øl.
Jørgen kunne fortælle, at han for tiden er meget optaget af de syrlige øl, og har flere af denne type på trapperne.

Der er blandt de danske mikrobryggerier en god stemning, og et godt samarbejde. Jørgen nævnte ikke specifikt Eddie Szweda fra Midtfyns Bryghus, som han altid kæmper mod, men det var tydeligvis den slags venskab han talte om.

Det var en rigtig god ølsmagning med Hornbeer, og vi glæder os meget til at smage hvad de nu går og brygger på, deroppe i Kirke Hyllinge.

24 september 2011

Zwergla fra bryggeriet Fässla

En af de gode øl jeg havde med hjem fra Tyskland var en Zwergla fra Brauerei Fässla.
Bräuerei Fässla
Bryggeriet er fra 1649, og ligger i en flot gammel bygning, som ligger uden for Altstadt. Fässla har værelser til leje, så hvis man bestiller i god nok tid, kan man altså komme til at bo inde i et hyggeligt gammelt bryggeriværtshus.
De øl fra Fässla som vi smagte i Bamberg var småkedelige, men denne Zwergla, som jeg altså kun har smagt på flaske herhjemme, var rigtigt god. Det er en Dunkelbier, altså en mørk, maltet, undergæret øl.

Zwergla er en flot nøddebrun øl på 6% alc. Den var lidt uklar, og havde et tæt lysebrunt skum, som holdt længe.
Zwergla
Bräuerei Fässla
Jeg synes at den havde en god aroma, med en god duft af karamel, nødder, lidt blomster humle men domineret af en god sød maltduft. Jeg kunne rigtigt gode lide smagen, hvor malten også dominerer, men er godt balanceret af humlen, og en smule syrlighed. Eftersmagen var halvlang, sød og lidt krydret.
Jeg syntes at det var en rigtig god Dunkelbier, og da den endda var bedre end jeg havde forventet, endte den på en karakter på 7,5 ud af 10.

Dunkelbier er vel nok min favorit type af undergærede øl. Når de som denne har en fyldig maltet smag, og god balanceret sødme, ja så synes jeg ikke at det bliver bedre.
Prost!

22 september 2011

Øltur til Bamberg - Den tyske ølhovedstad

Bamberg er et yndet pilgrimsmål for ølentusiaster. Ølelskere fra hele verden flokkes til Bamberg, ikke mindst danskere, som i stor grad inspireret af Carsten Berthelsens fantastiske bog Ølrejsen, kommer for at opleve det, som Berthelsen kalder øl, kultur og ølkultur.
Heller ikke vi kunne modstå denne liflige kalden, og drog derfor, beslutsomme og forventningsfulde, mod det tyske Franken, og dets floder af livgivende øl.
Og vi blev ikke skuffede...

Bamberg, med rådhuset til højre.
Der er skrevet stakkevis af bøger og snesevis af artikler om Bamberg, fx i ØlentusiasteN, hvor der vist næsten altid er artikler om Bamberg, eller et andet af Berthelsens rejsemål. Det er en skøn by som er kendt både for dens mange gamle bryggerier, byens ølspecialitet røgøl, men også fordi den er fantastisk smuk. Byen gennemløbes af 2 floder, og er, som Rom og Moskva, bygget på 7 høje. På den ene af disse, Michaelsberg, ligger byens gamle kloster, hvor der nu er et fint bryggerimuseum.

Bambergs Altstadt, med Schlenkerla i midten.
Byens hjerte er Altstadt, den gamle bydel. Den er på UNESCOs verdensarvliste, og her er ikke mindre end 2300 fredede huse. Det er næsten som at gå rundt i en film om 1700 tallet, men kun næsten, for der er fyldt af turister. Det er heldigvis ikke souvenirbutikker det hele, dem er der kun få af, for gallerier, antikvitetsforretninger, og tyske stormagasiner og forretninger fylder det meste af gadebilledet. Og så en farlig masse barer... Der er altså noget særligt ved en ægte gammel ølbar, med vægge beklædt med træpaneler, blotlagte bjælker, solide træborde, og gamle ølkrus mv... og jeg mener ikke den slags hvor det er fake, som fx Bishops Arms, men barer som faktisk har ligger der århundreder. Og den slags er Altstadt fyldt af... Her ligger også 3 af byens bryggerier, nemlig Klosterbräu, Ambräusianum og Schlenkerla.

Ølhave ved Mahrs bryggeriet.
I byen uden for Altstadt er der også masser af barer, samt Bambergs 6 andre bryggerier. Det er en moderne tysk by, på godt og ondt, men den er hyggelig, og folk er alle vegne utroligt flinke og hjælpsomme. I bakkerne omkring byen lå i gamle dage bryggeriernes ølkældre, hvor man lagrede øllet på trætønder. Her gravede man, som på Carlsberg som har flere kilometer tunneller under Valby Bakke, dybe kældre for at øllet kunne lagres koldt. På et tidspunkt begyndte man at servere øllen direkte fra disse ølkældre, og dette blev til de store folkelige ølhaver som nu findes overalt i Tyskland, og som pga denne oprindelse hedder Bierkellers.

Jeg var i Bamberg sammen med 3 gode venner, og vi havde en skøn tur. Vi fik på 4 varme dage i september besøgt 7 af byens bryggerier, 2 bierkellers og 5-6 andre af byens barer.
Jeg vil, som tiden tillader det, skrive et blogindlæg om Bambergs barer og Kellers, og et indlæg om hovedattraktionen, bryggerierne.
Jeg håber at I vil tage med.

19 september 2011

Dybsø fra Holbæk Bryg

Jeg har smagt på endnu en øl som tidligere blev brygget på Holbæk Bryghus. Da hed den Maglesø Sommerbryg, og i Holbæk Bryg's udgave hedder den Dybsø.

Øllen er en form for hvedeøl, i det der er tilsat umaltet spelt, og brugt en hvedegær. For at gøre den endnu mere frisk, er der tilsat hyldeblomst drik. Hos Holbæk Bryghus indsamlede anpartshaverne selv hyldeblomsterne, og lavede drikken i et stort gærkar under Bryghuset No 5, hvor Holbæk Bryghus holder til. Det er altså en rigtig sommerøl.

Dybsø
Holbæk Bryg

Dybsø er en uklar hvidgul øl i en lidt kedelig flaske (en grøn etikette er ikke rigtigt nok). Den havde et luftigt hvidt skum, som efterlod blonder på glasset. Aromaen var ok, med duft af blomster og sødme fra hyldeblomsterne. Smagen var udemærlet, med en mellem blomster sødme, lidt bitterhed og en mellem syrlighed. Det kan egentligt godt være, at der var en ok bitterhed i øllen, men sødmen skjuler den så næsten helt. Eftersmagen er udemærket, med både sødme, syrlighed og lidt krydret smag. Øllen er, som det er meningen, meget frisk og blomster agtig, så hvis man godt kan lide hyldeblomst er det sikkert en glimrende, letdrikkelig øl.
Jeg må dog sige, at jeg ikke er i målgruppen for denne øl... jeg foretrække øl med en dyb kraftig smag, ligegyldigt om det er sommer eller ej. Jeg gav derfor, på trods af dens kvaliteter, øllen en karakter på 6. 

Jeg ved ikke hvorfor denne øl hedder Dybsø, men hos Holbæk Bryghus hed den Maglesø, fordi deres brygger Elisabeth Gottschalck brugte spelt fra marker som støder op til Maglesøen syd for Holbæk. Det kan man da kalde en lokal øl :)
Elisabeth regner med at brygge Maglesø Sommerbryg igen til foråret.




15 september 2011

Øl i Torvehallerne i København

Jeg gik forleden en hurtig tur igennem de nyåbnede Torvehaller på Israels Plads i København. Jeg synes at det er et rigtigt fedt sted, og hvis jeg boede i nærheden ville jeg helt sikkert handle der (en gang imellem).

Der har været noget skriveri om at folk synes at varerne er for dyre og den slags, og det er rigtigt at det er produkter af en ordentlig kvalitet, og det koster altså penge. Netto forretninger har vi nok af overalt; hvor horderne af danske discount zombier kan købe deres udmarvede industri produkter...
Torvehallerne er et sted med rigtige slagtere, fiskehandlere, vin og cognac stader, bagere, og meget mere.

Da jeg gik og kiggede på de mange spændende varer tænkte jeg naturligvis på øl... hvem ville ikke det? For var der mon en god ølbiks gemt derinde. Men som Beerticker også har skrevet de sidste par dage, ak nej, der er ingen ølsteder... og dog... i det sidste lille hjørne var der opstillet et intermistisk salgssted, og her blev der faldbydt øl... ahh....

Der var en lille stand hvor man solgte øl fra Ølfabrikken. Og det er jo ikke så dårligt.
De havde Ølfabrikkens berømte dåseøl, som jeg synes er noget af det bedste industriøl man kan få i Danmark, og så lige et par gode ting. De havde nemlig Ølfabrikkens sagnomspundne Porter... massevis... Jeg tror at det må være fra Gourmetbryggeriets aller sidste brygning, som jo blev lavet i Baldersbrønde tilbage i marts. De havde også Gourmetbryggeriets Grain Barrel Stout 2006. Denne smagte jeg på årets ølfestival, og selvom jeg ikke syntes at den var så fantastisk som den burde have været (karakter 7 ud af 10), så glæder det mig meget, at jeg nu har en hel flaske for mig selv :)

Torvehallerne er klart et besøg værd... måske har de stadigt et par flasker tilbage :)

13 september 2011

Munken fra Holbæk Bryg

Holbæk Bryg opstod i 2010, da det sidste tilbageværende bestyrelsesmedlem i Holbæk Bryghus, Vagn Høyby Hansen, tilsyneladende løb med alle aktiverne, inklusiv hjemmeside og ølopskrifter, og sammen med 4 andre anpartshavere startede sit eget brygeri. De første øl blev brygget hos Gourmetbryggeriet, men man har nu eget bryganlæg. Direktør Vagn er en rigtig sælger, så der bliver kørt på alle kedler for at sælge øllet... med de store historier om traditioner, et lokalt bryggeri som selv brygger øl osv. Ja, ja... men deres øl er nu udemærkede.

Munken
Holbæk Bryg
Bryggeriet beskriver selv Munken som en blanding af en Stout og en Schwarzbier. Det synes jeg ikke rigtigt giver nogen mening, men ok.
Det er en flot, kulsort, øl på 6% alc. Den er uklar og har lidt karbonering, og det nøddebrune luftige skum, efterlod fine blonder på glasset. Det er formentligt den relativt store mængde kulsyre, som gør at de ikke helt tør kalde det for en stout. Eller måske er det gæren, det skal jeg ikke kunne sige...
Aromaen var god, med duft af kaffe, lidt lakrids, mørk malt, og så den mørke, syrlige friskhed som jeg forbinder med schwarzbier. Munken havde en god mundfylde, ikke den tyktflydende mættende fylde som i en stout, men derimod mundfylde fra den rige mørke smag. Jeg kunne rigtigt gode lide smagen, som havde en mellem sødme, lidt bitterhed, og lidt perlende syrlighed. Eftersmagen var halvlang, med en fin krydret balance.
Jeg synes at det var en god øl, og gav den en karakter på 7,5 ud af 10.

Holbæk Bryg hævder, at de ikke har stjålet opskrifterne/recepterne med fra Holbæk Bryghus, men de laver nøjagtigt de samme øl, og beskrivelserne på flaskerne er endda de samme...  det taler vist for sig selv...
Det oprindelige Holbæk Bryghus eksisterer trods alt dette stadigt, og jeg hører at de har en høstbryg ude på fad, og snart vil have deres almindelige øl på flaske igen. Jeg glæder mig til at smage dem.

I weekenden var jeg, sammen med 3 gode venner, en tur i Bamberg. Her smagte vi på en masse dejlige tyske øl, inklusiv lidt schwarzbier. Jeg synes at det er en dejlig øltype, hvor man i en ret letdrikkelig øl, får en utrolig masse smag.
Jeg skal nok vende tilbage med lidt Bamberg historier, når tømmermændene letter... ;)

06 september 2011

Økologisk Juleøl fra Herslev

I mine gemmer fandt jeg en juleøl fra Herslev Bryghus. De laver mange gode øl, så jeg glædede mig meget til at smage denne Økologiske Juleøl. Den var faktisk bedre end jeg havde regnet med :)

Herslev må med 6 ansatte være et af de største danske mikrobryggerier. De brygger med korn de selv har dyrket, så man må jo sige at de har den Terroir som fx Per Kølster er så vild med. Det er jeg sådan set også, for jeg synes at det gør øllet helt speciel, at man sådan kan smage hvor den kommer fra, i stedet for bare at være brygget med det samme fabriksmalt som alle andre øl. Jeg tror bestemt også at det bidrager til Herslevs success... det og så at deres øl smager godt altså... :)

Økologisk Juleøl
Herslev Bryghys
Denne Økologisk Juleøl er en kastaniebrun Ale på 6% alc., hvilket jo ikke er så meget af en juleøl. Det er en nydelig uklar øl, uden nogen videre karbonering. Skummet var tæt og flødefarvet, og forsvandt hurtigt.
Aromaen var ok, med duft af malt og af appelsin, hvilket øllen er tilsat. Smagen var rigtig god, for her var appelsin smagen fint balanceret med en god sødme og lidt bitterhed, så selv om der var en tydelig syrlighed fra appelsinen, spillede det hele fint sammen. Jeg synes tit at øl tilsat appelsin får en parfumeret syrlighed, men her virkede det fint. Der var en god halvlang eftersmag, som både var bitter, syrlig, sød og tilpas jule krydret.
Jeg syntes faktisk at Økologisk Juleøl smagte meget bedre end jeg havde regnet med, i betragtning af appelsin tilskuddet og de kun 6% alc, og jeg gav den en samlet karakter på 8.

Herslev Bryghus ligger tæt på hvor jeg bor, så selvom de sælger øl i hele landet, kan jeg vel godt kalde det for et lokalt bryggeri. Jeg glæder mig til at smage årets udgave af deres juleøl Stjernebryg, da den plejer at være helt fantastisk :)

02 september 2011

Mikkeller øl til asiatisk mad: Kiin Kiin og Dim Sum bEER

Der eksperimenteres utroligt meget med øl for tiden, og herhjemme er Mikkeller jo absolut foregangs bryggeri inden for dette. Når man sådan prøver mange ting, vil nogen jo være bedre end andre, hvilket dette indlægs 2 hovedpersoner er et godt eksempel på.

Kiin Kiin og Dim Sum bEER er begge brygget i samarbejde med Henrik Yde Andersen, som bl.a. ejer gourmet restauranten Kiin Kiin på Nørrebro, en af kun 2 thai restauranter i hele verden med en Michelin stjerne. Kiin Kiin har et stort udvalg af vin, og har takket være Mikkeller altså også deres egne øl. Jeg fandt øllene i Irma.

Dim Sum bEER
Dim Sum bEER, jeg kan ikke lige gennemskue hvorfor det skal staves sådan, blev lavet i 2009 til Yde's restaurant Dim Sum ved Sankt Annæ Plads. Det er en sød, maltet, ravgylden pilsner, hvilket vel kaldes en Wiener eller Märtzen, tilsat citrongræs og koriander, for at passe til asiatisk mad. Jeg drak den til en god karryret, hvilket passede rigtigt godt.
Det er en pæn ravgylden øl på 5% alc. Skummet var tæt og flødefarvet, og lavede fine blonder på glasset. Aromaen var ikke så kraftig, men det er selvfølgeligt ikke så overraskende når den skulle konkurrence med et ordentligt skud karry. Den duftede af sødlig malt, noget syrligt som må være citrongræs, og noget friskt krydret. Smagen var rigtigt god, med en ret fin mundfylde, og med en god balance af mellem sødme, bitterhed og krydret syrlighed. Eftersmagen var halvlang, og ligeledes både bitter, krydret og sød.
Nogen gange kan man næsten ikke smage det, når øl er tilsat sjove krydderier, men det er absolut ikke tilfældet i Dim Sum... den smager meget frisk krydret, og jeg syntes at det var rigtigt godt.
Samlet gav jeg Dim Sum bEER en karakter på 8.

Kiin Kiin
Kiin Kiin er kommet her i 2011, og er krydret på en anden måde end Dim Sum, nemlig med citron og lemon.
Aromaen i Kiin Kiin er ganske god, den dufter af korn, blomster humle og lemon. Smagen er ok, med en ok mundfylde, men der er ikke så meget smag og sødme som i Dim Sum. Man kan tydeligt smage lemon/citron, og det er ikke kun den sure citron smag, der er også den bitterhed som er i citron. Eftersmagen var halvlang, bitter og syrlig.
Kiin Kiin drak jeg ikke til stærk mad, og det var måske en fejl, for den ret kraftige syrlige smag havde nok stået bedre til det, end den gjorde alene.
Jeg gav Kiin Kiin 6,5 i karakter.

Det er skønt at Mikkeller har gang i samarbejde med så mange kokke og gourmet restauranter, for det betyder jo at der kommer stadigt mere fokus på øl som en ledsager til god mad... noget som ølentusiasterne har kæmpet forgæves for i mange år. Keep up the good work :)

01 september 2011

Frugtig Biére Rouge fra Bryggeriet Skovlyst

Jeg har smagt en del forskellige øl fra Skovlyst, og jeg synes at de er af lidt svingende kvalitet. Nogle er gode, og andre er ret kedelige. Denne Biére Rouge er heldigvis en af de gode.

Bryggeri-restauranten Bryggeri Skovlyst ligger I Hareskoven nord for København. Skovlyst laver nogle unikke øl, hvor man bruger fx gran og bær fra skoven, og var vist en overgang ret populære. Succeen fik imidlertid bryggeriet til at udlicitere hoveddelen af brygningen til Polen, hvilket man ikke lige tænkte på at skrive på flaskerne... øh... Det gjorde dem naturligvis upopulære, og det var bla. en del diskussion om det i Danske Ølentusiaster, som naturligvis ikke var så tilfredse med at Skovlyst, og andre bryggerier, giver udtryk af at være danske mikrobryggerier, men brygger deres øl i udlandet. Denne øl er dog brygget i Danmark, da den er fra deres Limited Edition serie, som de selv brygger.

Biérre Rouge
Bryggeriet Skovlyst
Biérre Rouge er på hele 12% alc, og er angiveligt en Barley Wine. Der er ingen information om hvordan øllen er brygget, men det er en meget letdrikkelig øl, i betragtning af de 12%, og der er tilsat ekstrakt fra skovbær. Idéen er at øllen skal minde om vin, Biérre/Vin Rouge, og skal kunne bruges som et alternativ til rødvin, og det synes jeg er lykkedes ganske godt.
Det er en rigtig flot øl, klar og nærmest rubinrød. Skummet var hvidt og luftigt, og forsvandt med det samme.
Jeg kunne rigtigt godt lide aromaen, som havde dufte af frugtig humle, jordbær, vin, og noget sødligt som vingummi. Det eneste den ikke duftede så meget af var øl.
Jeg syntes at smagen var ganske god. Det var ikke sådan at øllen direkte smagte af saftevand, men der er en stor syrlighed fra bærrene, som gør øllen meget vinagtig. Jeg tøver lidt med at sige rødvins agtig, da jeg synes at rødvin er forfærdeligt surt, og det er Biérre Rouge ikke. Mundfornemmelse var også ganske god, frisk og boblende, men ikke for meget.
Barley Wine er normalt forholdvis bitre, for at danne balance med sødmen fra den høje alcohol, og det er nok fraværet af denne bitterhed, i samspillet med den syrlige sødme fra bærrene, som gør at Biérre Rouge minder om vin.
Jeg synes at det er en ganske sjov øl, men jeg har ikke rigtigt noget ønske om at drikke øl der smager som vin (så ville jeg nok have en vinblog i stedet for en ølblog). Jeg lander derfor på en karakter på 7,5 ud af 10.

Diskussionen om hvorvidt danske mikrobryg bør brygges i Danmark synes jeg er lidt fjollet. Mikkeller brygger jo fx i Belgien, og det ser de færeste vel et problem i. Problemet er naturligvis bare hvis man ikke fortæller det tydeligt, og bare lader folk tro at det er øl brygget i skønne omgivelser i Hareskoven... det er lamt...