19 september 2013

Besøg på Fermentoren - Hyggelig ølsmagning

Den hyggelige ølbar Fermentoren ligger på det hippe Vesterbro, lige op ad Kødbyen. Den ejes af Søren Parker Wagner og Jay Pollard, og har 20 fadølshaner med godt øl, både fra husbryggeriet Croocked Moon og fra andre gode bryggerier.

Fermentoren
Jay Pollard kommer oprindeligt fra Australien, og er nu medejer og barchef på Fermentoren. Han er barens daglige drivkraft, og en rigtigt hyggelig fyr. Søren Parker Wagner har tidligere arbejdet som brygger på  Nørrebro Bryghus, og tog i den forbindelse Diplombrygger uddannelsen. Som en af få ikke-Carlsberg ansatte, fik han lov til at læse overbygningen Master of Brewing Science, som han selv måtte betale næsten 1/4 mio for. Han har nu et fast arbejde som gymnasielærer, og kører i fritiden bryggeriet Croocked Moon, hvis øl har været med på Ølfestivallen flere gange, og fast er at finde på hanerne hos Fermentoren. Croocked Moon øllene brygger Søren selv på Indslev Bryghus, for selv at være med i hele processen og kunne tjekke kvaliteten mv af råvarerne. Øllene har indtil nu kun været på fad, men han har brygget et juleøl, som måske også vil komme på flaske.

Bardisken på Fermentoren
I 2011 åbnede Søren og Jay ølbaren Fermentoren, som ligger i et kælderlokale på hjørnet mellem Halmtorvet og Skelbækgade. Den del af Vesterbro var for få år siden stadigt ret skummel, men det gamle industriområde Kødbyen, som baren er nabo til, og nu fyldt med smarte restauranter mv. og har gjort dette område af Vesterbro moderne. Fermentoren har en stor udendøs terasse, og er inden for hyggeligt indrettet med træmøbler, og er oplyst af stearinlys. Bardisken er et mesterværk lavet af 400 år gamle egetræsplanker, som Søren har skaffet gennem sin far, hvilket giver baren en stemning så det næsten føles som om den har ligget der i århundreder. Jay holder jævnligt arrangementer på Fermentoren, fx Bring-Your-Own grill aften, hvor der tændes op i den store grill og folk selv kan medbringe mad.

Ølsmagning på Fermentoen
Sidste mandag, den 9/9, var jeg til en ølsmagning på Fermentoren, hvor Søren fortalte om baren, bryggeriet og om de fine øl vi fik lov at smage. Vi smagte 8 øl fra fadølshanere, 3 af hvilke var fra Croocked Moon.
  • St. Georges Bray Pilsner- Fin tysk pilsner (7/10)
  • Maisels Weisse - Verdens bedste hvedeøl (8/10)
  • Croocked Moon Papsø a la Creme - Humlet engelsk Ale (7,5/10)
  • Troubadour Blonde - Dejligt bitter belgisk Ale som var god fra fad (8/10)
  • Croocked Moon No Surprises IPA - Lækker IPA på Simcoe humle (8,5/10)
  • Croocked Moon Big Brother Porter - Utroligt smagfuld Porter (9/10)
  • BeerHere FarligWine - BarleyWine med så meget humle at det vinøse drukner (8/10)
  • Amager Bryghus Hr. Frederiksen - Amagerdrengenes kraftige signatur-Stout (9/10) 
Det var 8 meget forskellige øl, både i alkohol, bitterhed og smagsintensitet, og de forsamlede ølentusiaster , inklusiv undertegnede, syntes at det var et rigtigt godt arrangement.

Fermentoren fylder 2 år søndag d. 22/9 2013, og det kræver naturligvis en fest. Der bliver i dagens anledning grillet lamme-burgere og spillet musik på terassen . De første 100 øl er gratis, så det kan nok godt betale sig at komme tidligt :)

Fermentoren
Halmtorvet 29c
København V
Åbningstider:
Man - Tor: 15 - 24
Lør - Søn: 14 - 24

Ingen kommentarer:

Send en kommentar