08 oktober 2013

Lervig Rye IPA

På det norske bryggeri Lervig huserer en gammel kending, nemlig amerikaneren Mike Murphy. Mike var en af startkrafterne bag den danske ølrevolution, og samarbejdede både før og efter sin tid på Gourmetbryggeriet med flere danske bryggere. René Hansen, fra Det Lille Bryggeri, betragter fx Mike som sin læremester. I 2010 tog han til Lervig i Norge, og har deroppe brygget en stribe gode øl. Den norske ølblog DieByTheBeer skrev sidste år en rigtig god artikel om Lervig, som er værd at læse.

Rye Ipa
Lervig Brygghus
Rye IPA er en ravgylden øl på 8,5% alc, med et tæt flødefavet skum som holdt længe. Jeg syntes at aromaen var virkeligt god, med en meget bitter duft af melon og lidt grape. Der er dog også lidt sødme, som ligesom giver lidt fylde i aromaen, og jeg tænker at det kommer fra rugen. Smagen er også meget bitter, øllen har en IBU på over 100, men der er så meget smag at det ikke bliver overvældende.  Smagen er af melon og grape, hvilket fortsætter i en meget lang eftersmag, hvor bitterheden mærkes i hele munden. Jeg tror faktisk ikke at der er så meget sødme, eller rest-sukker, i øllen, men der er en smag af malt eller rug, som giver en mundfornemmelse som man normalt finder i ret søde øl.
Jeg synes at Lervigs Rye IPA er en utroligt god øl, selvom den er meget mere bitter end jeg normalt bryder mig om, og jeg gav den en karakter på 9/10.

Jeg har de sidste uger været underdrejet af et tilfælde af GTA5-initis, men jeg tror at det nu langsomt er ved at lette, så der kan komme lidt gang i bloggen igen :) Og i sidste sekund, for der er jo nok kun en uges tid til juleøllene kommer frem i supermarkederne...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar