28 februar 2014

Rochefort 8

Det belgiske trappistkloster Notre-Dame de Saint-Remy brygger de skønne Rochefort øl, hvoraf jeg tidligere har anmeldt Rochefort 10 og Rochefort 6. Den sidste af deres øl, deres 8'er, er en stærk Dubbel med en dyb og lækker smag.

Rochefort 8
Rochefort 8 er en flot kastaniebrun Ale på 9,2% alc. Som jeg også skrev i anmeldelserne af de 2 andre øl, synes jeg rigtigt godt om det simple men fine design på etiketterne, og synes i det hele taget at det er en flot øl.
Øllen har et stort flødefarvet skum som holdt forbløffende længe. Jeg tror sjældent at jeg har set så meget skum på en øl over 9% alc.
Aromaen er rigtigt lækker, med duft af nødder, malt samt en frugtig blommeduft fra den belgiske gær. Det er en lækker men simpel aroma, som er stort set uden nogen bitterhed. Smagen er også helt utroligt lækker, med en ret sød men rigtigt skøn smag af blomme, malt og noget dejligt krydret sådan hen ad lakrids. I den meget lange eftersmag er der malt og krydderier, hvilket bliver balanceret af en maltet bitterhed.
Jeg synes at Rochefort 8 er en helt fantastisk øl, og giver den en karakter på 9 ud af 10.


24 februar 2014

Frederiks Påske fra Indslev Bryggeri

Normalt kan jeg godt lide hvedeøllene fra Indslev, men deres Frederiks Påske er jeg ikke så imponeret over. Jeg tror dog at den vil passe rigtigt godt til en påskefrokost, hvilket vel også er meningen :)

Frederiks Påske
Indslev Bryggeri
Frederiks Påske er en gylden hvedeøl på 5,5% alc, med et luftigt hvidt skum som hurtigt forsvandt. Aromaen er let og frisk, med duft af lidt hvede, citrus og en græs bitterhed. Der er kun meget lidt af den frugt/banan-agtige duft som hvedeøl normalt har, og den dufter mere som en pilsner, så man skulle næsten tro at der ikke er brugt almindelig hvedeøls gær.
Smagen er også meget enkel og frisk, med smag af citrus/appelsin og lidt smag af hvede. Hvedeøllene fra Indslev har normalt en rigtig god balance mellem en dyb hvedesmag og en balanceret sødme, men her er der fokus på det klare og friske, og øllen er helt klart lavet til at passe til en påskefrokost.
Jeg giver Frederiks Påske en karakter på 7 ud af 10.

Den klassiske påskeøl er jo den tyske Paulaner Salvator, som er en mørk undergæret bockøl med masser af smag, men hvis man synes at denne type øl er lidt for mørk til at passe til en sildemad, så er Frederiks Påske sikkert et godt alternativ. Med dens kun 5,5% alc passer den også fint til de mange snaps som sildene skal skyldes ned med.
Højt Skum!

17 februar 2014

Vinter Porter fra Amager Bryghus

Blandt de faste sæsonøl fra Amager Bryghus er deres Vinter Porter. Legedrengene fra Amager kalder den selv en klassisk krydret vinterporter, uden krydderier... Øh ja, men jeg synes at det er en rigtigt god øl, med masser af smag.

Vinter Porter er en flot kaffesort porter på 6% Alc, med et tæt hvidt skum som hurtigt forsvandt. Etiketten er, som på de fleste af de faste øl, ret afdæmpet og lidt kedelig i det, men på en god måde. Øllen har en dejlig aroma, med duft af krydret malt og lidt brændt i baggrunden. Jeg havde forventet et ordentligt skud humle, men jeg synes faktisk at bitterheden er rigtigt fin begrænset, hvilket fortsætter i selve smagen, hvor der er en god bitterhed uden at den bliver dominerende.  Det er en klassisk mild porter, med en let brændt smag og dejligt krydret malt i eftersmagen. Jeg synes at det er skønt at man kan få så meget fylde og smag i en øl på relativt beskedne 6%.
Vinter Porter er en rigtigt god øl, som jeg giver en karakter på 8 ud af 10.

Amager Bryghus er ved at lave en større ombygning i deres kælderlokale, så de får bedre plads til deres udstyr og til nogle nye gæringstanke. Det vil betyde at endnu flere øl vil flyde fra Amager, og forhåbentligt nå længere ud over landet, så flere får smagt på sagerne.

Øl:
Vinter Porter
Bryggeri:
Amager Bryghus
Øltype:
Porter
Alk.:
6 %
Købt:
Superbrugsen Hedehusene

14 februar 2014

Bock Bunny - Påskeøl

Da Kvickly i efteråret afholdt ølvalg var øllen Ale nr. 1 blandt kandidaterne, fra nogen som kaldte sig De Jyske Bryghuse. Bag dette stod Randers Bryghus, Vejle Bryghus og selskabet/foreningen Bryggerigaarden, som Vejle Bryghus er en del af. De Jyske Bryghuse, minus Randers Bryghus som siden er hoppet ud, har nu indtaget COOP med et stort sortiment af øl, som ser ret spændende ud. I Superbrugsen har jeg købt deres Bock Bunny - Easter Bock, som desværre viste sig at være lidt kedelig.

Bock Bunny
De Jyske Bryghuse
Bock Bunny, retsag uundgåelig, er en nøddebrun lagerøl på 5,5% alc, med et luftigt flødefarvet skum som holdt længe. Aromaen er ret svag, med duft af karamel, citrus, lidt krydret fra malten og en lille smule bitterhed. I smagen er det også karamel som dominerer, med kun en mild citrus bitterhed og lidt krydret malt smag. Det er en halvtynd smag som ikke forbedres meget i eftersmagen, hvo der dog er en smule bitterhed bag karamelsmagen.
Folk som er glade for Tuborgs Julebryg vil sikkert synes at Bock Bunny er en glimrende øl, men hvis man ikke er fan af karamel-øl er den ikke meget værd. Det er jo ikke direkte en dårlig øl, men Bock Bunny har ikke meget at gøre med Bock øl og er jævnt kedelig, så jeg giver den en karakter på 6 ud af 10.

De Vestjyske bryghuse skiftes til at gå konkurs, så er lidt svært at følge med i hvem der eksisterer for tiden. Det er selvfølgeligt også lige meget, bare der kommer nogen øl, og helst nogen med lidt smag. Jeg må prøve at skaffe nogle flere øl fra De Jyske Bryghuse og se om de skulle være bedre.

10 februar 2014

Mont des Cats - En næsten -Trappistøl

Mont des Cats er et Trappist kloster i Frankrig, hvorfra flere af de belgiske klostre stammer. Allerede i 1826 anlagde man her et bryggeri, men desværre forsvandt det helt efter det blev bombet i 1918. Klosteret er nu begyndt at brygge øl igen, men i første omgang ikke på eget bryganlæg, men derimod hos søster-klosteret Scourmont Abbey i Belgien, hvilket huser bryggeriet Chimay. Øllene fra Mont des Cats har derfor ikke Trapppist-mærket, da de ikke brygger selv, men må vel kaldes en næsten-Trappist :)

Mont des Cats
Klosterøllen fra Mont des Cats er en nøddebrun Dubbel på 7,6% alc, med et flødefarvet skum som hurtigt forsvandt. Jeg synes at det er en fin lille flaske, men etiketten er altså lidt for simpel til min smag og mangler bla. lidt information om øllen.
Øllen har en fint frisk Dubbel aroma, med duft af nødder, malt, lidt karamel, lidt citron og en fin duft af noget blomme-agtig frugt fra den belgiske gær. Der er næsten ingen bitterhed i aromaen, men i smagen synes jeg at der er forholdsvis meget bitterhed af en belgisk Dubbel. Der er smag af citrus, græs, lidt karamel, lidt krydderier, figen og en ganske god frugt/blomme smag fra gæren. Det er en lækker fyldig smag med en halvlang eftersmag, hvor sødmen og det krydrede viger i baggrunden for bitterheden.
Jeg synes at Mont des Cats er en dejligt frisk Dubbel, og giver den en karakter på 8,5 ud af 10.

Som jeg skrev i min anmeldelse af St. Bernadus Abt 12 blev produktionen her også startet af munke fra Mont des Cats, så de har mange gode sager på samvittigheden.
Højt Skum!

06 februar 2014

Nut Brown fra Ale Smith

Det amerikanske bryggeri Ale Smith laver nogle spændende men temmeligt dyre øl. Jeg har smagt deres Brown Ale med det nøddede navn Nut Brown, men blev desværre lidt skuffet. Som jeg skrev i min anmeldelse af Newcastle Brown Ale kan en Brown Ale være næsten hvad som helst, men selvom Ale Smith på flasken af Nut Brown skriver at det er en traditionel engelsk Brown Ale havde jeg ventet mig lidt mere smag.

Nut Brown
Ale Smith
Nut Brown er en kastaniebrun Ale på 5% alc, med et tæt flødefarvet skum som holdt længe. Jeg synes at flasken er lidt kedelig, men ellers er det en ganske pæn øl.
Aromaen er mildt bitter, med duft af nødder, malt og lidt karamel. Selvom Ale Smith skriver at den er brygget som en engelsk øl, havde jeg forventet lidt mere bitterhed eller i det mindste lidt kant. Smagen er heller ikke ret bitter, men der er en fint krydret smag, samt smag af nødder, malt og lidt karamel. I eftersmagen bliver det krydrede ret gennemtrængende og giver også noget bitterhed, men det er ikke nok til at gøre øllen spændende.
Nut Brown er da en ganske udemærket øl, bevares, men når jeg giver 95,- for en øl så forventer jeg altså mere smag og fylde end jeg får i en øl til 16,-. Men det er måske bare mig.
Jeg giver Nut Brown en karakter på 7,5 ud 10.

De andre øl jeg har smagt fra Ale Smith har været rigtigt gode, bla deres Yule Smith, så jeg skulle nok have taget teksten på flasken lidt mere alvorlig, og troet på at det var en almindelig engelsk øl. You live and learn.

03 februar 2014

Arctic Sunstone - Pale Ale fra Amager Bryghus

Da kultbryggeriet Three Floyds, i forbindelse med Copenhagen Beer Celebration sidste år, besøgte Amager Bryghus, blev der brygget et samarbejdsbryg. Det blev til en amerikansk Pale Ale, som er blevet så stor en succes at Amager Bryghus fortsat brygger den.

Arctic Sunstone
Amager Bryghus
Arctic Sunstone er en uklar orange Pale Ale på 6% alc., med et stort flødefarvet skum som holdt længe. Den flotte etikette er tegnet af Simon Hartvig, som også tegnede de fantastiske etiketter til Sinner serien.
Aromaen er rigtig god, med en frugtig humle duft af grape, melon, citron og lidt duft af korn. Der er en rigtig god bitterhed, som heldigvis ikke virker så overvældende som i andre af Amagers øl, fx Christianshavn Pale Ale, men det skyldes måske at der er mindre grape end normalt. I smagen er der citrus, græs, melon, korn og en ananas agtig friskhed. Mundfylden er ikke noget særligt, men eftersmagen er rigtig god og holder den fine humle smag i lang tid.
Jeg synes at Arctic Sunstone er en rigtigt god Pale Ale, med en god frisk humlesmag, og gav den en samlet karakter på 8,5 ud af 10.

Smag og Behag er jo forskellig men øllen får generelt rigtigt gode bedømmelser, bla. på Ratebeer hvor Arctic Sunstone anses som den bedste nye Pale Ale i Europa. Trods lobbyarbejde, bla. fra et par ølbloggere, kom den dog desværre ikke blandt de 10 finalister til Ølentusiasternes afstemning om Årets Ølnyhed. Bedre held næste gang.