30 november 2014

1. Advent 2014 -Så Er Det Jul (eøl) !

Glædelig 1. Advent
Jeg vil, igen i år, lave anmeldelser af juleøl på de 4 adventssøndage. Jeg foretrækker selv de mørke og søde juleøl, men for at det ikke skal blive for ensformigt, har jeg tænkt mig at blande anmeldelserne lidt, så der hver søndag vil være lidt af hvert. I dag har jeg smagt på øl fra Munkebo, Bryghuset Møn samt Ugly Duck.

Jólner
Munkebo Mikrobryg
Munkebo Mikrobryg har i år brygget 2 forskelige juleøl, nemlig den belgiske quadruple Munin og jule-hvedeøllen Jólner, som I får en anmeldelse af her. Jolner er en uklar gylden hvedeøl på 5,1%. Den fine aroma har duft af gær, hvede, en antydning af appelsin og noget mildt krydret som minder om koriander. Smagen er let bitter og god frugtig, med smag af mandarin, samt en fin mild smag af lyse krydderier. Ud over appelsin og koriander, er øllen også tilsat kamille, men heldigvis ikke så meget at man kan smage det.
Jeg synes at Jólner er en ganske fin frugtig hvedeøl, men det eneste julede over den er vist den svage smag af appelsin. Jeg giver den en karakter på 7,5 ud af 10.

Jydelejelts Julebryg
Bryghuset Møn
I Stege ligger det lille Bryghuset Møn. Til en juleølsmagning smagte jeg på deres fine Jydelejets Julebryg, som er en nøddebrun Ale på 6% alk. Jeg kan rigtigt godt lide den fine lille, Duvel-agtige, flaske, som de tilsyneladende bruger til alle deres øl.
Aromaen er rigtig fin, med duft af nødder, karamel, malt, samt en svag frugtighed og lidt julekrydderier i baggrunden. I betragtning af de kun 6% alk, synes jeg at det er en rigtigt god aroma, og det samme gælder for smagen, som har en rigtig god mundfylde. Der er smag af malt, lidt kanel, karamel, en fin smag af krydderier, som giver en bitterhed i den halvlange eftersmag, samt en fin sødme til at binde det hele sammen. Jeg synes at Jydelejets Julebryg er en rigtig god juleøl, og giver den en karakter på 8,5.
Øllene fra Møn fås vist primært på bryggeriet, samt på enkelte restauranter rundt omkring.

Ugly Christmas
Ugly Duck / Indslev
Fra Ugly Duck har jeg smagt juleøllen Ugly Christmas. Det er en belgisk dubbbel på 7,5% alk., hvor de virkeligt har fundet den store krydderdåse frem.
Aromaen er ret krydret, med duft af nellikker og kanel, er svagt frugtig, og har duft af mørkt brød. Der er ikke rigtigt nogen sødme i aromaen, hvilket også gælder for smagen, hvor en tør smag af krydderier er totalt dominerende. Der er smag af brændt malt og mørk frugt, men der er slet ikke nok sødme i øllen, efter min mening, så der er ikke specielt meget mundfylde, og krydderierne bliver for spidse og giver en lang krydderbitter eftersmag.
Ugly Christmas er en ganske fin juleøl, selvom jeg gerne ville haft meget mere restsødme, så jeg giver den en karakter på 7,5 ud af 10.

Fra i morgen begynder julen for alvor, med daglig kalendergave-panik, juleslik og småkager i alt for store mængder, samt børn som er evigt trætte fordi de er sent oppe for at se julekalender.
Det er godt at man har nogle juleøl at hygge sig med ;)


25 november 2014

Todd the Axe Man

Det er ved at blive en tradition, at Amager Bryghus hvert år omkring CBC får besøg af en række amerikanske bryggere, så de kan lave et samarbejdsbryg. I år bryggede de sammen med bryggerne fra Surly, Jester King, Cigar City og Prairie Artisan Ales, fire af USA's bedste bryggerier. Todd the Axe Man blev brygget sammen med Surly Brewing's Todd Haug, som er hardcore heavymetal guitarist.

Todd the Axe Man er en IPA med et tæt hvidt skum som hurtigt forsvandt. Etiketten er, som alle Amager's flotte etiketter, tegnet af Simon Hartvig Daugaard.
Aromen er friskt bitter, med duft af citrus og eksotisk frugt som melon og ananas. Det er en rigtigt lækker frisk aroma, som i baggrunden har lidt duft af malt. Smagen er derimod meget bitter, og har er en svag malt smag. Øllen er bygget med den malt Surly bruger i alle deres øl nemlig Golden Promise, men det er humlesmagen af citrus, melon og grape, som totalt dominerer smagen. Det er en rigtig god og frisk humlesmag, som humlehoveder vil synes er helt fantastisk, men det er lige i overkanten til mine sarte smagsløg. I den halvlange eftersmag er der citrus og grape bitterhed, samt lidt spor af ananas eller melon.
Jeg synes at Todd the Axe Man er en rigtigt lækker øl, selvom den er temmeligt bitter, så jeg giver den en karakter på 8,5 ud af 10.

Jeg har kun smagt en mere af Amagerdrenges CBC samarbejdsbryg fra i år, nemlig IPA'en Orange Crush, som de bryggede sammen med Wayne Wambles fra Cigar City. Det er en lækker IPA, på kun 5% alc., brygget med amerikansk appelsin skal, hvilket giver den et ekstra skud frugtsmag.
De har gang i nogle lækre ting, der ude i kælderen på Amager.


21 november 2014

Ridgeway IPA

Ridgeway Brewery ligger i det sydlige England og er opkaldt efter den nærliggende Ridgeway, en slags old-engelsk version af hærvejen. Bryggeren Peter Scholey grundlagde bryggeriet i 2003 og de brygger nu en lang række øl, mest i de klassiske engelske stilarter. Denne IPA er en klassisk engelsk IPA, brygget med Maris Otter malt og engelsk humle.

IPA
Ridgeway Brewery
Ridgeway IPA er en fin gylden IPA på 5,5% alk., med et luftigt hvidt skum som holdt længe. Aromaen er mild bitter, med humle duft af græs, gran og lidt citrus, samt duft af korn og lidt karamel. Som stil er engelske IPA'er knap så bitre, målt i IBU, som de amerikanske IPA'er, og har en langt mindre kraftig humle duft, næsten helt uden citrus og grape. Det passer rigtigt fint på Ridgeway's IPA, for selv om det er en ganske fin aroma, er det en helt anden humleprofil end fx de IPA'er som amagerdrengene er så glade for.
Smagen er rigtigt lækker, med en dejlig bitterhed som bliver hængende i den halvlange eftersmag. Der er smag af malt og lidt mild karamel, samt humlesmag af græs og gran. Malt smagen får øllen til at have lidt sødme, hvilket gør at den har en ganske god mundfylde og en behagelig eftersmag.
Jeg synes at Ridgeway's IPA er en dejlig øl, og giver den en karakter på 8 ud af 10.

Humle er dejligt, men jeg kan nu bedst lide når der er en dybere smag i en IPA. Her passer de engelske IPA'er jo glimrende, ihvertfald når de er så godt lavet som denne. Jeg har de sidste par år hjemmebrygget en IPA af humle fra min have, og den har næsten ingen humlearoma, så det bliver en slags engelsk IPA helt uden citrus og grape aromaer. Men den er nu langt fra at være så smagfuld som Ridgeway's IPA.

18 november 2014

Lil' B fra Evil Twin

Siden den onde tvilling emigrerede til USA, er der blevet lidt længere imellem at jeg finder nye øl fra hans bryggeri Evil Twin. I USA går det dog strålende for ham, både mht til øl, samt med hans ølbar Tørst og den tilhørende restaurant Luksus. Den har opnået at få en Michelin-stjerne, tilsyneladende som den eneste restaurant i verden som kun serverer øl til maden. Sejt.  Lil' B er en amerikansk rapper, så jeg går ud fra at det er ham som denne øl, samt det lille 'hyldest-digt' på etiketten, refererer til.

Lil' B er en kulsort Porter på 11,5% alk. Den smarte etikette forestiller et stiliseret portræt, som jeg antager er af denne Lil' B.
Aromaen er rigtig god, selvom den måske ikke er så kraftig som man forventer af en øl på 11,5%. Der er duft af lidt kaffe, lidt brændt karamel og en anelse vanille. Smagen er derimod dejligt kraftig, og smagen af kaffe, brændt karamel og vanille balanceres her af smag af chokolade, lidt træ og en god bitterhed som holder ved i en lang eftersmag. Det er en rigtigt lækker øl med masser af mundfylde, som en porter brygget med en ekstra omgang af det hele. Det er nok derfor de kalder det en Imperial Porter ;)
Jeg giver Lil' B en samlet karakter på 9 ud af 10.

Jeppe Jarnit-Bjergsø laver mange Stouts/Portere som er rigtigt gode, ja jeg synes nærmest at der er tale om en spidskompetence. Det håber jeg da at han bliver ved med :)

14 november 2014

SM i Håndbryg 2014

I lørdags besøgte jeg Sjællandsmesterskaberne i Håndbryg, hvor 18 hjemmebryggerier stillede op med 41 forskellige øl. Øllene bedømmes af en hold af øldommere, som i år var suppleret med Ole Madsen fra ØlentusiasteN, samt af publikum. Det er 3. gang jeg har besøgt arrangementet, eller 2 1/2 for første gang hed det Nord-Sjællands Mesterskabet, og jeg synes at det er rigtigt sjovt. Det er en super mulighed for, ikke bare at smage nogle gode øl, men også at spørge bryggeren hvordan han/hun har gjort. Blandt de 18 opstillede var der både enkelt personer og bryggerlaug, fra små 20 liters gryder til større hjemmebyggede anlæg, fra de stilrene IPA'er til det voldsomt eksperimenterende.

PhenomenAle
Jan Klarskov fra Arresø Bryghus har alle 3 år stillet op med eksperimenterende øl, som må siges at afprøve hvad øl er. I år stillede han op med en Pinsebryg som han beskrev som en blanding af Gottlansdricka, finsk Sahti og tysk Steinbier. Den var brygget med honning og enebær, lavasten og var filtreret gennem enebærkviste efter finsk forbillede. Det var en spændende og meget smagfuld øl.
Blandt de stilrene øl var en Sorachi-Citra APA fra Simon Carlsens håndbryggeri PhenomenAle, med masser af humlesmag af citrus, melon og eksotisk frugt. Den vandt publikumsprisen, samt prisen for 'Best of Show'

Ale Farm
Øldommernes vinderpris gik til Andreas Skytt Larsen som i hans håndbryggeri Ale Farm havde brygget en tørhumlet IPA gæret med Brett. Han stillede op både med IPA'en i en almindelig version, og så en version hvor den var eftergæret med Brettanomyces. Den havde en fin humlesmag af græs og blomster, og i baggrunden var der en fin syrlighed, som ikke var dominerende men gav en god friskhed.
Min personlige favorit blandt de opstillede øl, var Vanilla Smoke fra Robert Albrechts håndbryggeri Beer and BBQ. Robert, som i dagens anledning fik hjælp af Bo Christensen fra Kvickly Allerød, havde brygget en Imperial Stout på 14% alc, brygget med 60% røgmalt og gæret sammen med vanillestænger. Det var en helt utroligt smagfuld øl, som balancerede en stor maltsødme med en fin bitterhed og en lækker røgsmag. Det var simpelthen flydende guld, som bragte tankerne hen på den fænomenale Bourbon County Stout fra Goose Island.

Mesterskabet blev denne gang afholdt i Brøndbyøster, og masser af gæster havde fundet vej dertil. Det var rigtigt sjovt er at snakke med bryggerne og smage hvad de har fundet på, samt ikke mindst at høre hvordan de havde brygget deres øl, hvilket håndbryggerne selv også flittigt benyttede sig af.
Hvis du vil se flere billede fra SM i Håndbryg 2014, kan de findes på Højt Skummendes Facebook side. Hjemmelavet øl, I like it :)
Robert Albrecht fortæller om Beer and BBQ


10 november 2014

Herslev Granøl - En jule IPA

Nu kommer vi vist ikke uden om det længere, julen nærmer sig, og det er på tide at få smagt på lidt juleøl :) I år er jeg startet i den lette ende, med en jule-IPA fra Herslev Bryghus. For at give lidt julestemning, og friskhed, er den brygget med granskud, men det er hverken gran eller bitterhed som præger øllen.

Granøl
Herslev Bryghus
Granøl er en uklar gylden øl på 5,3% alk, med et luftigt hvidt skum som holdt længe. Aromaen er mild bitter, med en anelse humleduft af citrus og lidt appelsin, samt lidt duft af brød og en antydning af gran. Smagen er heller ikke ligefrem domineret af gran, for det ligger højst og lurer lidt i baggrunden. Det er en frisk øl med en mild bitterhed, smag af korn, citrus, appelsin, samt en lidt sød maltsmag. I den halvlange eftersmag dukker smagen af gran langsomt frem, men det er kun lige nok til, at det giver en særlig form for krydret friskhed. Dette er absolut ikke en normal IPA, for hverken bitterheden eller smagen af humle er særlig kraftig, men det er en udemærket letdrikkelig frokostøl. Jeg synes dog alt i alt at Herslevs Granøl er en ganske udemærket øl, selvom den godt kunne have trukket noget mere humle, og giver den en karakter på 7,5 ud af 10.

Sidste torsdag var det ØJ-dag, hvor ølbarer over hele landet havde mikrobryggede juleøl på hanerne. På Taphouse havde de, blandt hele 58 forskellige juleøl, Herslevs Granøl samt 6 andre Herslev juleøl på fadølshanerne. Så er juleøls sæsonen skudt i gang :)

05 november 2014

King's County Brown Ale fra Nørrebro Bryghus

Nørrebro Bryghus brygger en række supermarkeds øl som er ganske gode, bla. deres  Bombay Pale Ale og denne King's County Brown Ale. Supermarkeds øllene bliver ikke brygget på Nørrebro, men derimod på deres bryggeri i Hedehusene.

King's County Brown Ale
Nørrebro Bryghus
King's County Brown Ale er en kastaniebrun Ale på 5,5% alk, med et tæt lysebrunt skum som holdt længe. Jeg synes at det er en ret flot øl, for jeg kan rigtigt godt lide den lille flaske som er præget med bryggeriets logo.
Aromaen er ganske fin og har duft af nødder, malt, samt en mild bitterhed i baggrunden hvor der er duft af græs, lidt blomster og en antydning af citrus. Man kan aldrig vide hvad man får i en Brown Ale, for de kan svinge fra øl med en kraftig duft af brændt malt og til øl som nærmest bare er brune IPA'er, men her synes jeg at der er ramt en meget fin mild mellemvej. I smagen er der både lidt brændt karamel, en fint krydret smag og en udemærket bitterhed, hvilket balanceres rigtigt godt til en øl som har en glimrende mundfylde, uden at være ekstrem i nogen retning. I den halvlange eftersmagen er der brændt karamel og en krydret smag, som giver en lækker bitterhed.
Jeg synes at King's County Brown Ale er en ganske glimrende Brown Ale, så jeg giver den en samlet karakter på 7,5 ud af 10.



02 november 2014

Aggerpils - Daniel Agger pilsner fra Ølfabrikken

Fodboldspilleren Daniel Agger har fået brygget en pilsner og jeg synes faktisk at den er ganske udemærket. Forleden var jeg til ølsmagning med Mik Schack og, blandt mange andre røverhistorier, fortalte han også, at Agger's forældre havde en bar/bodega på Hvidovrevej. Agger skulle derfor altid have været interesseret i øl, hvilket resulterede i, at han for 6-7 år siden forsøgte at få en øl brygget sammen med Apollo Brygggeriet. Dengang spillede Agger dog fodbold i Liverpool, og da holdets sponsor Carlsberg hørte om Agger-øllen, fik de sat en stopper for det. Nu da Agger er flyttet til Brøndby, er øllen genopstået hos Ølfabrikken, altså Harboe.

Aggerpils
Ølfabrikken
Aggerpils er en gylden Pilsner på 5% alk., med et tæt hvidt skum som hurtigt forsvandt. Dåsen er dækket af de samme tatoveringer som Daniel Agger selv, han er tilsyneladende uddannet tatovør, hvilket jeg faktisk synes er meget sjovt fundet på.
Øllen har lidt duft af citrus og græs,  men ellers gør aromaen ikke meget væsen af sig, men det er nok også lidt meget at forvente i en pilsner til 5,-  Bitterheden i aromaen er svag, men i smagen er den faktisk ganske fin, af en lys pilsner. Der er smag af citrus og græs, hvilket er med til at give en ganske ok muldfylde og en halvlang eftersmag, som har en fin bitterhed.
I betragtning af at dette er en øl til 5,- så synes jeg at den er ret god, og giver den derfor en samlet karakter på 7 ud af 10.

Ølfabrikken har før lavet denne type konceptøl, bla. med deres DAD øl. Man må vel nærmest sige at de har fundet en niche.