06 december 2015

2. advent 2015 - Julebrygsmagning i Allerød

Som mange nok ved, har Kvickly i Allerød et af de største øludvalg i Danmark, ikke kun i forhold til andre supermarkeder, men også i det hele taget. Her op mod jul, har de over 200 forskellige juleøl på hylderne. For at give os stakkels øldrikkere en chance for at nå at smage så mange af disse øl som muligt, holdt Kvickly, i samarbejde med Allerød Nyt, d. 15. november for 3. gang en stor juleølsfestival. Jeg tog en tur til Allerød, for at smage på de gode sager.

Allerød Julebrygsmagning 2015
Allerød Julebrygsmagning 2015
Til Julebrygsmagningen kunne man hos ca. 20 boder smage på 101 forskellige juleøl, for den nette sum af 5,- for en smagsprøve. Selvom jeg havde smagt ca. 60 af øllene i forvejen, var der altså rigeligt at gå i gang med. Jeg smagte masser af gode øl fra fx Syndikatet, Herslev, Hornbeer, Munkebo og Bøgedal.
Blandt mine favoritter var Julebryg fra Holbæk Bryghus, Stjernenat fra Hornbeer, Ulvrun fra Munkebo og Vintage Julebryg 2015 fra Det Lille Bryggeri.
De 515 gæster som besøgte juleølsfestivallen kunne stemme om, hvad de syntes var årets bedste juleøl. Vinderen blev Christmas Ale fra Fur Bryghus, som også vandt prisen som årets juleøl ved Smag & Behags store juleølstest sidste år

Christmas Ale fra Fur Bryghus
Christmas Ale 2015
Fur Bryghus
Fur's Christmas Ale er en belgisk dubbel på 9% alk., med et tæt flødefarvet skum som holder længe. Den har en rigtigt fin aroma, med duft af karamel malt, lidt appelsin og lidt krydderier. Der er lidt frugtighed, som fra belgisk gær og en krydret bitterhed, men det er malt sødme som fylder mest i aromaen.
Smagen er også lidt sød, men her opvejes det af en krydret smag, som af nelliker og kanel, en smag af malt, samt lidt bitterhed, som dog nok mest er fra krydderierne. Jeg synes ikke rigtigt at jeg kan smage belgisk gær, altså den 'frugtighed' som belgisk gær giver øl, men der er en forholdvis tydelig smag af appelsinskal, som forstærkes i den halvlange eftersmag. Mundfornemmelsen er ret god, og smagen bliver hængende længe.
Jeg synes at Christmas Ale er en rigtigt fin øl, men den er lige lidt krydret til min smag, specielt i eftersmagen  synes jeg at det bliver for meget, og så kan jeg desværre ikke lide smagen af appelsinskal. Jeg giver Fur Christmas Ale en karakter på 7,5 ud af 10.

Til Julebrygsmagningen i Allerød nåede jeg at smage 25 forskellige øl, plus lidt løst, og tog så videre til en herre-middag.
Jeg var lidt træt næste dag.
Det er et hårdt job at være ølentusiast :)

Glædelig 2. advent !

Ingen kommentarer:

Send en kommentar