15 august 2017

La Trappe Blond - Sødmefyldt velsmag

Forleden skrev jeg en ølanmeldelse af den forfærdeligt søde Grimbergen Blonde. For at sætte øltypen lidt i perspektiv, får I her en anmeldelse af en blond fra trappistbryggeriet La Trappe. Denne øl er købt i Superbrugsen til 35,-, altså kun 5,- mere end Grimbergen, og den er brygget på et trappistbryggeri som er så stort at man nærmest må kalde det et industribryggeri. Men der er stadigt en verden af forskel på øllene.

La Trappe Blond er en gylden ale på 6,5% alk, med et tæt flødefarvet skum som hurtigt forsvinder. Jeg synes at det er en flot øl, lukket med champagneprop i en flot flaske med relief.

I den stille aroma er der duft af blomster, lidt honning, lys malt, rosiner, koriander og lidt appelsin duft som af curacao. Der en en god sødme, men en lille smule bitterhed sørger for at sødmen ikke bliver for kvalm. Det samme gælder i selve smagen, som godt nok er godt sød, men alligevel virker både let og frisk. Der er en god frugtsmag, som af banan, pærer og blomster, og en fin mild smag af lys malt. Det giver en rigtig fin mundfylde, og en lækker blød eftersmag, med en let krydret smag af malt, samt lidt bitterhed til at balancere frugtsmagen. 

Jeg synes at La Trappe Blond er en rigtigt dejlig øl, med en god sødlig balance. Jeg tror f.eks. at den ville gøre sig rigtigt godt som en aperitif. Jeg giver den en karakter på 7 ud af 10.

En belgisk blonde er en sødlig og frugtig øl, men hvis den er ordentligt lavet, har den også masser af dybde og karakter. Der findes masser af kedeligt industriøl som efterligner belgisk øl, men der er ikke meget som kan slå den ægte vare.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar